Udskriv siden

Efterårsfest 2010

Lørdag aften var 89 medlemmer af SAM samlet til årets efterårsfest. Som det har været de forrige år, var der igen i år pyntet festlig op med duge, løber og servietter i matchende farver, men som noget nyt i år havde udvalget adskilt damer og herrer. Det betød, at alle vi damer blev samlet i den ene ende af salen og herrerne i den modsatte.

Jeg fik plads ved et bord med lutter festlige damer. Vi kom faktisk langt omkring i vores snak. Vi startede med at gå alle vore navne igennem. Fra venstre sad Irene, Birgit, Bente, Karin, Birthe, Hanne, Helle, Marianne og mig selv, sagde hunden. (jeg er hel stolt over at kunne huske alle navnene endnu). Vi øvede os flere gange, og Marianne mente, at også hun kunne dem efter bare endnu et glas vin. Vi havde det så sjovt. Vi skålede – vi forsøgte at få alle med, men at få de herrer til at starte en skål, opnåede vi nu aldring, men så er det jo fint, vi selv kan klare det.

Efter en pragtfuld middag med sange og festlige konkurrencer (som kvinderne selvfølgelig vandt) blev der mulighed for en sving om – og straks blev dansegulvet fyldt til bristepunktet. Alle jeg snakkede med var enige om, at dette var en fantastisk aften. Alle de tilstedeværende havde en utrolig sjov aften, men for lige at kaste lidt malurt i bægeret til sidst – hvordan får vi den yngre generation med til fremtidens fester?

Tusind tak til mine bordfælder for en dejlig mindeværdig aften – og en stor tak til SAM for en fantastisk fest.


Britta Buhl



Billede  -  af