Udskriv siden

Thijs klar til de amerikanske universitetsmesterskaber

Af: Annette Nørgård Jensen

Thijs Nijhuis og de øvrige løbere på Eastern Kentucky University skrev lørdag sig ind i de amerikanske historiebøger, da holdet for første gang i Universitets historie kvalificerede sig til de amerikanske cross mesterskaber.

Ved Southeast Region Championship i Tom Saywer Park, Louisville formåede Kentucky drengene at erobre den 2. plads i holdkonkurrencen som gav kvalifikation til de nationale mesterskaber. Holdet blev kun besejret af North Carolina, men slog Oregon.

Individuelt blev Thijs Nijhuis placeret som nr. 64 i det stærke felt med tiden 31.49.4 for de 10 km cross. Vinder blev Ryan Hill fra NC State i 29.48.8, mens bedste EKU løber blev Soufiane Bouchinikhi i 30.05.1. I alt gennemførte 218 løbere, så Thijs indsats er absolut godkendt. Tiden kan godt indikere, at han er ved at være god for at løbe omkring de 30 minutter på en flad 10 km.

De amerikanske universitetsmesterskaber afvikles mandag den 21. november og der venter Thijs en kæmpeudfordring – der venter måske 250 løbere som enten løber stærkere eller omkring Thijs’ niveau.

Lidt længere sydpå var endnu en Skive løber i kamp for sit Universitetshold. Katrine Væsel der løber for Lamare University deltog ved South Central Region i Cottonwood Creek. Holdet fra Lamare sluttede på 7. pladsen. Katrine sluttede som nummer 114 i det 149 mands store felt med tiden 24.17.0 for de 6 km. Vinder af løbet blev Silje Fjortoft i tiden 19.59 min, mens bedste Lamara løber blev Samantha Walkow, som sluttede på 39. pladsen i 22.19.6. 7. pladsen betød at dette stævne blev endestationen for Lamare holdet.

Annette N Jensen

Skive AM

21.11.2011